Viden om

Når ansøgninger forurenes - De forkerte ansøgere


dask nyhed

Når ansøgninger forurenes - De forkerte ansøgere

Deadline inden d. 1. januar 2027

Når ansøgninger forurenes – De forkerte ansøgere

Du sidder og venter på, at nogen har brug for dig, din profil, din type – dit udseende, dine færdigheder – og at det sker inden for en geografisk rimelighed. Du er her jo af samme årsag. Du vil gerne vælges ud blandt mængden af ansøgere, når du har ansøgt, og du får konstant at vide, at du skal være aktiv ved din profil, søge opslag hurtigt, så du bliver set først, og dermed øger din sandsynlighed for at blive udvalgt.

Men i din utålmodighed kommer du måske også til at søge roller, hvor du ikke helt matcher det, der efterspørges. Du tænker: "Skidt pyt, måske ændrer de mening, når de ser netop mig…" eller "Jeg har hørt om – eller måske selv oplevet – at nogen blev valgt ud, selvom de ikke matchede i første omgang, så jeg tager chancen." Det kan der vel ikke ske noget ved?

Jo, det kan der faktisk – og det er derfor, jeg skriver dette opslag.

Vi har endda hørt, at nogle statistkoordinatorer til tider opfordrer folk til at gøre dette. Det er et direkte skadeligt og meget uprofessionelt råd at give!

Det kan godt være, at du på et eller andet tidspunkt lander en rolle ved at gøre netop dette. Men du vil misse 10 andre undervejs – uden at du overhovedet er klar over det!

Hvad sker der, når du søger de forkerte opslag?
Når du så endelig matcher et opslag, du søger, er du måske ikke den første, der bliver ringet til. Det hele handler om det signal, du sender til modtageren – i dette tilfælde casteren eller statistkoordinatoren.

Hvis der i et opslag eksempelvis søges mænd i 30’erne som betjente, skal du som kvinde på 70 eller som 19-årig dreng ikke søge. Det er så langt fra det, der søges, at det opfattes som forurening.

Søger man alt for ofte stillinger, man ikke passer til (en slags spam), sender man et signal om, at man ikke rigtigt læser, hvad der står i opslaget, eller at man ikke respekterer processen i den anden ende. Casteren eller statistkoordinatoren vil begynde at huske dig for de forkerte ting, og når du endelig matcher det, der søges, er du ikke førsteprioritet.

Du bliver ikke blacklistet, men hvis du ender som nummer 4-5 på prioritetslisten, vil der være mange jobs, du mister, fordi du tidligere har sendt et forkert signal. Husk, at i langt de fleste tilfælde kender casteren/statistkoordinatoren dig ikke personligt, så dine handlinger taler for dig – og de skal tale det rigtige sprog.

Omvendt sidder du måske selv tilbage med følelsen af, at du søger og søger, men aldrig hører noget. Det skyldes, at det kun er dem, der matcher, der bliver kontaktet af casteren/statistkoordinatoren.

Du bliver altså aldrig udvalgt, selvom du er aktiv og søger, som vi ellers prædiker i det uendelige.

En undersøgelse af fejlansøgninger
For noget tid siden lavede vi en undersøgelse i vores Facebook-forum, hvor vi spurgte vores brugere, i hvilken aldersgruppe de troede, der var flest jobs via opslag. Hele 95 % svarede en anden aldersgruppe end deres egen. Vi lavede efterfølgende en statistik, som du kan se på billedet i dette opslag.

Hvornår er man inden for skiven?
Hvis der eksempelvis søges folk i 30’erne, kan man godt søge, selvom man er 26 eller 43, uden at det opfattes som forurening. Men bliver man meget ældre eller yngre, stiger forureningsgraden og dermed den forkerte signalværdi.

Én ting er alder og udseende i forhold til forurening – en anden ting er de færdigheder, der efterlyses. Dette gælder især, når der sjældent søges skuespillere via opslag.

Hvis der søges en rolle til en film, hvor det kræves, at du kan stå på skøjter eller spille guitar, så skal du ikke søge, hvis du kun er god til at cykle eller spiller trommer. Og hvis du kun taler fransk, skal du ikke søge, hvis vi efterlyser tysktalende.

Casternes og statistkoordinatorernes arbejde vurderes af produktionen ud fra de mennesker, de vælger ud. De skal matche produktionens og instruktørens krav. Hvis man som caster/statistkoordinator gang på gang vælger de forkerte, kan det koste fremtidige jobs. Derfor kan en dårlig udvælgelse også have konsekvenser i den anden ende.

Forstå signalværdien i din ansøgning
Det er vigtigt at forstå den signalværdi, du sender, når du søger et opslag – og at det kan give bagslag.

Hvis du har søgt de forkerte opslag, er det menneskeligt at lave fejl. Men du kan altid afmelde dig igen og dermed begrænse "skaden".

Tag et kig på de opslag, du har søgt, og afmeld dig, hvis du er langt fra skiven.

Tak fordi du læste med – og tak fordi du forsøger at forstå processen. Vores eneste ønske er at give dig den bedst mulige oplevelse af ansøgningsprocessen.

Det er ikke en god oplevelse at føle, at man aldrig bliver valgt – selvom man faktisk matcher. Det har vi skrevet andre artikler om.

Tak for din tid! ?



Sådan ansøger du!

Ansøg opslaget fra din profil eller opret en ny.



Mvh Tommy Duus

Caster/ Branchevejleder


948 Sidevisninger