Filmskuespil kontra scenekunst, kontrasternes verden

Filmskuespil kontra scenekunst, kontrasternes verden

Filmskuespil og scenekunst er fundamentalt forskelligt fra hinanden som virkemiddel og udtryk. De bagvedliggende kompetencer og færdigheder som skuespiller er ligeså forskellige. Rekrutteringsprocesserne og vurderingsgrundlaget er derfor også mile vidt fra hinanden. Dog alligevel fordre det at du mestre begge dele hvis du skal leve af kunsten som skuespiller.

At spille til et kamera eller spille på scenen foran et publikum, er fra tanke til handling (udførelse/ proces og oplevelse) så forskelligartet som man kunne forestille sig. De der har prøvet begge dele, vil hurtigt kunne nikke genkendende hertil. Af samme årsag har man også 2 forskellige begreber der knytter sig til rekrutteringsprocessen. Optagelsesprøve/ Audition eller prøvefilmning/ casting

Når det at spille til et kamera eller at spille til et publikum kræver forskellige kompetencer og færdigheder er vurderingsgrundlaget for hvem der lander rollen til film eller scene også meget forskelligt.

Til audition vurderes du på dit samlede udtryk i tale og bevægelse (Din sceniske udstråling). Du vurderes af et panel som vurdere din præstation i nuet, ganske som dit publikum vil ende med at vurdere dig.

Til casting sker vurderingen ikke i nuet, men efterfølgende eftersom vurderingen som ligger til grund for din udvælgelse er på baggrund af de optagelser der er lavet af dig i fragmenter. (Din filmiske udstråling) Ganske som dit publikum i sidste ende vil vurdere dig.

Fordi du har en stor scenisk udstråling og tilstedeværelse er ikke ensbetydende med, at du har en tilsvarende filmisk udstråling/ tilstedeværelse. Af samme årsag har du skuespillere som gør det glimrende på scenen, men som du stort set aldrig ser på skærmen og omvendt.

På scenen skal du spille til bagerst række, til kameraet ikke længere end din næsetip. På scenen viser du udtryk, på film viser du indtryk. Forskellige virkemidler og metoder, men samme jobbeskrivelse. Samme kunst. Kunsten at forføre et publikum.

Tidsperspektivet er også radikalt forskelligt. Teaterengagement er meget mere tidskrævende i proces og afvikling og består af hjemmearbejde (tekst/ replikker), ugentlige prøver og daglige prøver i opløbet til en forestilling og naturligvis fuldt engagement under næsten daglige forestillinger i en periode (I enkelte tilfælde er der også tale om dobbeltforestillinger)

Alt sammen opslidende og givende på samme tid. Et stærk sammenhold med det øvrige cast og en høst af publikums anerkendelse hver aften ved forestillingen fremkaldelse. En følelse og oplevelse man går gennem ild og vand for gentagende gange… Men ikke kun for kunsten skyld. Man er i himlen, som man sir. Men efter himlen, kommer tomrummet. En mærkelig kontrast, som man aldrig lære helt at takle. Den bedste måde at komme videre på, er ved at engagere sig i det næste projekt.

I filmens verden kan du være tilstede i et snapshot, ude og videre til næste projekt. Din forberedelse er begrænset og din præstation tages igen og igen fra forskellige vinkler (framing), indtil den er i kassen. Du lære ikke nødvendigvis dine med-skuespillere at kende her (Du møder dem måske ikke engang), men møder dem senere på andre projekter. Du skal ikke forholde dig til din præstation før senere, når dine sekvenser fra optagelserne er klippet sammen i en anden virkelighed end den du oplevede.

Først her høster du andres anerkendelse, men vil også her vurdere dig selv. Den kan give slag på sjælen, for tingene ser ikke altid ud som man forestillede sig, eller hører sig anderledes.

Der hvor teateret er i nuet, er filmen på afstand. Endnu en kontrast.

De fleste skuespillere der har kunsten som levebrød, lever af engagement på teaterscenerne rundt om i landet, hvor supplement til indkomst kan komme fra medvirken i film og Tv.

Det er ikke teateret der er supplerende indtægt, som mange tror. Men måske er der et skift på vej.

Der produceres mere og mere Film og Tv. Vi har flere kanaler, streamingtjenester og online og sociale medier. Flere er selvproducerende og mulighederne for selvproduktioner og selviscenesættelse er enorme. Den levende fortælling i nuet, vil næppe aldrig dø… men den er i tiden udfordret. Situationen i verden lige nu hjælper den ikke på vej.

Selv optagelsesprøverne på Scenekunstskolerne ændre form. Nu foregår optagelsesprøverne via video. En Video-audition. Men kan man blande de to verdner, hvis udtryk og indtryk/ virkemidler og metode… og vurdering, er så kontrastfuldt?

Men det understreger bare pointen af at man skal mestre begge dele… For at være hel som skuespiller.

Mvh Tommy Duus

Caster/ Branchevejleder