Min rejse som skuespiller/ Historier fra virkeligheden

Min rejse som skuespiller/ Historier fra virkeligheden

Nedenfor kan du læse om Pia Lund Andersens rejse. Om at have skuespillerdrømme som barn, forkaste dem, for atter at finde mod, vilje og lyst. En beretning om, at det aldrig er for sent at gøre noget ved det og om at indsats belønner sig. Måske du kan kende dig selv i Pias historie?


Pia Lund Andersen fortæller:

Jeg har altid ønsket mig at blive skuespiller.

Som barn var jeg sikker på, at det var det jeg blev eller var. Når jeg vågnede om morgenen strakte jeg benene ud under dynen og råbte “ filmstjerne ben”.

Det sagde min mor også altid om hendes ben og det var tydeligt, at skuespillerdrømmen også havde været der for hende.

I skolen var jeg meget genert, og gjorde ikke meget “væsen af mig” som det hed i Nordjylland. Det var heller ikke meningen at man skulle det. Man skulle ikke fylde for meget.

Men jeg elskede at folde mig ud på scenen eller i et eller andet kreativ forrum. Så forsvandt genertheden. Jeg glemte omverdenen og tillod det at komme som måtte komme.

Jeg sang og spillede teater. Jeg underholdt med dukketeater for vennerne til mine mindre søskendes fødselsdage og når jeg var barnepige hos naboerne.
Jeg er opvokset på landet og min mor stod for det årlige dilletant i byen. Det var naturligt for mig at optræde der. På en eller anden måde trådte der en sikkerhed frem, når jeg kom på scenen og min identitet som den lille generte landsby pige med et stort mindreværd forsvandt og jeg indtog en plads med en kraft og styrke, som jeg dårlig nok selv kendte.

Jeg flyttede til Århus som 20 årig med det formål at søge ind på skuespillerskolen.

Jeg havde taget nogle teaterkurser og havde læst op ved en skuespiller. Men det havde ikke givet mig en større sikkerhed, tværtimod.

Århus` mange muligheder og tiltag. Spændende mennesker alle vegne, forstærkede min manglende tro på mig selv. Skuespilleren jeg læste op ved lagde heller ikke skjul på ,at hun havde svært ved at se mig brænde igennem. “ du er lidt tung i det “ sagde hun. Det virkede ikke just opmuntrende.
Men jeg gik alligevel op til prøve og blev forfærdelig nervøs, da jeg så hvor dygtige de andre ansøgere var. Allerede der vidste jeg ,at jeg ikke havde en chance. Jeg havde dumpet mig selv på forhånd.

Jeg kom heller ikke ind og ville have søgt ind igen. Men det var som om hele verden væltede for mig på det tidspunkt. der skete meget omkring mig både blandt venner og familie.
Jeg valgte i stedet at tage ud i verden med en veninde. Vi rejste rundt med rygsæk og prøvede at blive klogere på os selv og omverdenen. Det var dejligt at give mig selv et frirum og bare være og opleve.
Jeg slap drømmene om at blive professionel skuespiller og da jeg kom hjem, valgte jeg læreruddannelsen og tænkte at så kunne jeg undervise i drama og evt. spille teater på hobbyplan.
Jeg underviste i drama på aftenskolen, gik på seminaret og blev gift med min nuværende mand. Jeg følte mig godt tilpas med det hele.
Så blev jeg gravid, fik barn og to mere fulgte. Egentlig en happy ending og så alligevel. !!!

Drømmen om teater og skuespiller hev i til mig i ny og næ og efter at have ? fået mit 3. barn besluttede jeg mig for at stoppe som lærer for at lave plads til kreativiteten.

Jeg gik på kunstskole og tog efterfølgende et års teateruddannelse på teaterskolen move n act i Århus.
Det var fantastisk. Det var som at puste liv i gamle klude. Jeg følte mig ung og glad og elskede at spille teater og optræde, men tænkte det mere som en måde at lære mig selv at kende på.
På et tidspunkt tog jeg et kursus hos Skuespiller Jens Arntzen som snakkede om at lade ægte følelser komme igennem og der blev optaget videos af os og det var mig, han brugte som positivt eksempel på storskærm.
Det gjorde mig glad og stolt, men det rystede mig også og jeg følte mig slet ikke rustet til at gå ind i skuespillerverdenen.

Jeg startede på selvudviklingsgrupper og blev betaget af rejsen ind i mig selv, psykologien i det.
Jeg uddannede mig som kunstterapeut, stemmeterapeut og psykoterapeut og startede et Center op i Randers med 3 kollegaer. Et Center for enkelt terapi, parterapi, yoga og massage.

Men efter noget tid, dukkede trangen, drømmen om at lave teater og skuespil op igen.
Min svoger, som lavede en del teater og film på det tidspunkt, opfordrede mig til at melde mig ind i Dask, som amatør skuespiller så jeg evt. kunne søge få nogle jobs den vej.

Jeg meldte mig ind, kiggede på tilbuddene men søgte ikke noget. Jeg var usikker på om det overhovedet var noget for mig. Usikker på om jeg var god nok. Usikker på om det bare var en gammel pige drøm, som så mange andre piger havde. En drøm om at blive set. Psykologisk set kunne jeg godt se, at det at blive set for den jeg var som barn, måske var det der havde skubbet til drømmen om at blive skuespiller.

Jeg følte jo egentlig også ,at jeg havde et godt liv og hvorfor så igen det der skuespillersjov.
Men trangen ville ikke give slip og da jeg var 47 år gammel, gik jeg til audition på teaterstykket “ den eneste ene” der skulle opføres i Randers.
Jeg fik en lille rolle og skæbnen ville, at det ikke blev til noget. Men efterfølgende ringede en instruktør til mig. Hun havde set mig til audition og hun vil gerne have mig til at spille hovedrollen i hendes stykke “ single 50+ “ som skulle opføres på Randers egnsteater.
Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Jeg elskede det og følte mig ikke nervøs som i gamle dage. Jeg følte mig sikker og på og elskede at “ lege” med rollen.
Efter den rolle kom der flere roller. Jeg bliver spurgt og jeg gik til audition og jeg fik roller i amatørgrupper, som lavede forestillinger på Randers egnsteater.

Jeg følte mig glad og vidste efterhånden, at jeg ikke ville, giver slip på skuespillerdrømmen igen. Modet og viljen var blevet vækket til at søge jobs hos Dask og jeg begyndte at tjene penge på at “ lege” med roller, nye identiteter.

Det hele begyndte at give mening. Min interesse i mennesker, hvordan forholder de sig. Hvordan griber de tingene an og hvad føler de. Hvad føler jeg selv, hvad holder mig fast i en bestemt identitet, hvordan giver jeg slip.

Det er det jeg har arbejdet med i de 20 år, jeg har studiet psykoterapi.

Vi havde en professionel skuespiller ude, mens vi øvede til en forestilling. Han arbejdede meget med at slippe kontrollen og tillade sig glide ind i et flow. Mærke tingene og tillade det at komme fra et en virkelig følelse.
Jeg tænkte, jamen det er jo det jeg arbejdet med de sidste 20 år. Måske har jeg uden at vide det været i gang med de forberedende øvelser for at kunne blive skuespiller?

I dag er jeg meget taknemmelig for at jeg fandt modet og viljen til at gå efter det, der blev ved med at tale til mig.
Jeg er glad for mit arbejde som psykoterapeut, men glæder mig også til de nye døre der bliver åbnet for mig.
Efter min sidste amatør forestilling har jeg fået et to lønnede jobs som professionel skuespiller i 2020. I efteråret er jeg med som skuespiller i tv serien “ Sunday” og her i foråret vandt jeg DM i cast selv hos Dask.
Det giver mig mulighed for at blive undervist af professionelle instruktører og jeg glæder mig. At spille skuespil har altid givet mig glæde i livet. Det er efterhånden gået op for mig, at den glæde har en kæmpe betydning.

I dag er jeg 52 år og den livsglæde bliver jeg ved med at forfølge og jeg bliver ved med at gå efter mine drømme, det er aldrig for sent.

Jeg glæder mig til at se, hvad glæder fremtiden bringer.

Pia Lund Andersen

Mvh Tommy Duus

Caster/ Branchevejleder