Hvordan takler du afslag? - tager du dem personligt?

Hvordan takler du afslag? - tager du dem personligt?
Hvordan takler du afslag? – Tager du dem personligt?
Noget af det mest frustrerende ved at være skuespiller er alle afslagene. Der er mange af dem. Langt, langt, langt flere end der er jobs i sidste ende. "That's the name of the game" – hvis du overhovedet får et afslag.
HUSK: Der er kun én, der lander rollen. Selvom du godt ved, at der er mange om buddet, og at kun én får den, så gør afslaget ondt hver gang. Det rammer sjælen. Måske tager du det endda lidt personligt.
Der er to veje at gå:
Enten kan gentagne afslag slå dig ud – eller de kan motivere dig.
Hvis du tager afslagene personligt, er der kun én vej. Den forkerte. Du er på afveje.
Du må aldrig tage afslag personligt. Det handler ikke om dig som person, men om en kompleks sammensætning af rollens karakter, det øvrige cast og produktionens behov. Du skal passe ind i en større sammenhæng. Selvom du er forberedt til fingerspidserne og leverer en stærk audition, har du ingen idé om, hvad de leder efter. Og ofte ved dem på den anden side af bordet det heller ikke helt selv. Derfor er castingprocesser komplicerede og foregår ofte over flere runder. Det handler om den energi, du udstråler, og den kemi, du har med dem, du skal spille overfor – caster, instruktør, producent og medspillere.
At du ikke passer til en rolle i en specifik produktion, med en bestemt instruktør, i en bestemt periode af dit liv, betyder ikke, at du ikke passer til noget andet – en anden gang.
Tager du det personligt, risikerer du at knække. Alle skuespillere – på alle niveauer – oplever afslag. Du hører bare ikke om dem. Frustration over afslag rammer sjælen, men vedholdenhed giver dig styrken. Når du når dertil, hvor afslag ikke længere føles personlige, vil du opleve en større ro i processen. Og netop den ro kan være det, der giver dig rollen næste gang – fordi du hviler mere i dig selv.
Det er ikke helt tilfældigt, at man ofte ser bølger, hvor skuespillere lander flere roller i træk – eller ser andre gøre det.
Er det fordi, de er bedre skuespillere? Måske. Det kan være en del af forklaringen. Men det er ikke hele forklaringen. Det med at blive bedre, at forbedre sig, er netop dét, du selv kan arbejde på – både skuespilsmæssigt og mentalt. Du skal opbygge styrken til at håndtere det næste afslag. Også det afslag, hvor du gik hele vejen – men tabte rollen på målstregen. Du kom trods alt til målstregen!
Hvis afslag slår dig ud, giver det næsten sig selv: Du giver op og vælger en anden vej. Måske er skuespil så ikke det rette for dig.
Men hvis afslag i stedet motiverer dig – hvis de pirrer dig, gør dig sulten, giver dig lyst til at bevise dit værd og til at lære – så er skuespil måske netop dit element. Det er helt naturligt at blive ramt af et afslag, for det betyder jo noget for dig. Men det vigtige er, at du rejser dig igen.
Faktum er: Jo længere tid du er i gamet, desto bedre bliver du til at håndtere afslag – og bruge dem konstruktivt.
Man vil nok altid have et lille gran af den følelse, der gør et afslag personligt – selvom du siger til dig selv, og andre siger det samme, at du ikke bør tage det sådan. Men følelsen skal blive mindre med tiden. Ellers holder du ikke i det her game.
Måske skulle man ændre psykologien og sige til sig selv: Det var ikke mig, der fik et afslag – det var bare en anden, der fik rollen.
Harrison Ford fortæller i en artikel, vi deler her på DASK-online, at en vigtig del af kunsten – af gamet – handler om at holde ud. Det er dem, der holder ud, der kommer langt.
Skuespillere er jo på konstant jobjagt, så afslag er en del af gamet.
RÅD: Mange skuespillere bruger al deres tid på at jagte jobs – også dem, de slet ikke passer til. Brug i stedet tiden på at træne og søg de græsgange, hvor du virkelig passer til rollen. Hvis du træner det, du allerede er god til, vil du skinne. Mange bruger tiden på at træne det, de ikke kan. Men gør det, du er bedst til! Med tiden vender billedet sig – og så er det os, der jagter dig.
Men du skal kende dine styrker – hvilke roller du kan spille. Kend din USP. (Se andre artikler herinde.)
Det tager tid. Men det kommer – med det rette mindset. Det er en proces.
Var det en ringe trøst? Eller giver det mening at forsøge at ændre sit mindset?
Sådan ansøger du!
Ansøg opslaget fra din profil eller opret en ny.Mvh Tommy Duus
Caster/ Branchevejleder
512 Sidevisninger