Historier fra virkeligheden / Malmros-casting – At kende sandheden

Historier fra virkeligheden / Malmros-casting – At kende sandheden

Tilbage i maj 1999 fik jeg den spæde idé til det, der skulle komme til at hedde Dansk Amatør Skuespiller Katalog – eller bare DASK. Så irriterende langt at sige i telefonen… at ordet “Amatør” blev sparet væk, men vi kunne stadig beholde forkortelsen.

Allerede i foråret 2000 begyndte det at få sin gang på jord. Altså kataloget – for det var et katalog. Fysisk, med billeder og CV. Nøje scannet ind hos en grafiker. Dyrt. Superdårlige castingbilleder, skulle jeg senere finde ud af, men det er en anden historie.

Jeg blev involveret i en tv-serie fra Deluca Film, som hed “Mit liv som Bent”, med Henrik Lykkegaard, der var blevet landskendt fra reklamefilmene med “Boller fra Kohberg” – hva’ skal jeg sige… Måske husker du den? Instruktøren var Jens Folmer Jepsen, som jeg senere skulle assistere på “Kongeriget” (2004) og “Selfistan” (2017) med Søs & Kirsten.

Der skulle findes statister, og her assisterede jeg naturligvis med mit katalog, som dengang rummede ca. 200 skuespillere. Alle mine teatervenner og nogle, der havde set mine selvproducerede plakater med slips i telefonbokse rundt omkring i Aarhus… Og jo, en del af dem er stadig en del af DASK her mange år efter ;-)

Serien havde en særlig stil og inviterede mange kendte med i udvalgte statistroller som en lille gimmick. En af dagene skulle selveste Nils Malmros medvirke, kunne jeg se på produktionsplanen – og samme dag læste jeg i Aarhus Onsdag, at han snart skulle i produktion med en ny spillefilm, hvis han fik pengene. Ham måtte jeg møde. Tænk hvis “mine” kunne få roller i hans film.

Jeg mødte op ved Øst for Paradis, hvor dagens optagelser skulle finde sted, og satte mig ind i caféen og skulede rundt. Hvem var Nils Malmros så lige? Hvem kunne ligne en Nils Malmros? Husk, dette var nærmest før internettet, og jeg havde ingen idé om, hvordan manden så ud eller hvor gammel han var.

Så blev det frokost, og der kom nogle flere. Maden blev stillet frem, og jeg gik op i køen og skulede rundt… prikkede til en mand foran mig og hviskede: “Undskyld, men ved du hvem Nils Malmros er?”

Han kiggede noget månemandsagtigt på mig, og jeg følte godt nok, det var pinligt at spørge… “Ja, jeg tror han sidder dernede ved stolen med den færøske sweater, sæt dig derned,” lød svaret. “Kan jeg bare sætte mig, tror du?” “Ja ja, de andre stole er jo tomme.”

Jeg sprang ud af køen og satte mig på en af de tomme stole – nu havde jeg jo fået lov. Hvem fanden havde i øvrigt sweater på i august?

Hvad der var en pinlig situation i køen, skulle vise sig at blive endnu mere akavet. Manden jeg havde spurgt i køen, var kraftedeme Nils Malmros selv. Jeg kan ikke huske vores samtale, udover at den var meget kort, og at jeg fik hans visitkort med hans fastnettelefonnummer (har det stadig) og besked på, at jeg kunne ringe til ham om en måned.

Yes… pinligt, ja. Men der var hul igennem – måske.

Det var en lang måned, for jeg besluttede, at jeg ikke ville være den der irriterende, påtrængende type, der ringede i tide og utide. Efter tre uger måtte jeg ringe. Ingen hjemme – måske heldigt nok.

Ugen efter forsøgte jeg igen… “Ja, det er Nils.”

“Hej, det er Tommy Duus – mig med skuespillerkataloget.”

– “Hvem…?”

Shit, det var op ad bakke…

“Ja, vi snakkede ved Øst for Paradis, og du gav mig dit visitkort og bad mig ringe efter en måned.”

“Gjorde jeg det? Nå, men ring om en måned, jeg har ikke nyt nu.”

– “Ok, tak…”

PIS… han kunne jo vitterligt ikke huske mig.

Måneden efter – på dagen, på klokkeslettet – ringede jeg igen, og samtalen var en tro kopi af den første. Jeg tænkte: “Det er jo dumt at ringe igen – der sker jo ikke en skid.” Men det tumlede rundt i hovedet… så naturligvis ringede jeg. Glemte faktisk at ringe på dagen – men dagen efter.

Og atter en tro kopi af de tidligere samtaler… Nix. Slut. Nej fanden om jeg ville ringe igen.

Men der skulle kun gå to dage – så ringede Nils dælme til mig. En af mine roomies kom ind med telefonen: “Det er sgu Nils Malmros.” Svært at skjule stoltheden.

“Hej Tommy, det er Nils… vi går i gang, og vi skal mødes på Casablanca i morgen kl. 14.00. Så tag dit katalog med, så snakker vi lige…” Og så lagde han på. … øh, OKAY!

Jamen… jeg kan ikke i morgen (havde fremlæggelse på lærerseminariet med min gruppe). Heldigvis var der forståelse for, at mødet her var vigtigere…

Aftenen, natten og formiddagen var ulideligt lange. Næsten som barn inden juleaften.

Jeg var naturligvis i god tid. Kl. 13.20. Jeg skulle ikke komme for sent. Jeg var lige kommet ind ad døren, da jeg så en lille gruppe mennesker med “Barbara-jakker” på stolene og fik øjenkontakt.

“Leder du efter Nils?” kom det… “øh, ja!”

“Sæt dig, Nils er forsinket…” (Det fandt jeg ud af kunne hænde.)

Snakken faldt naturligt. Meget, meget søde mennesker. Mennesker, der senere skulle vise sig at være manuskriptforfatteren John Mogensen (nej, ikke ham), stjernefotograf Jan Weincke og selveste Thomas Schindel. Jeg opdagede slet ikke, at Nils kom to timer for sent – men han kom, og vi sad der igen.

Jeg fortalte lidt om mig selv, min baggrund på lærerseminariet, drømmene om at blive skuespiller, og begyndte at præsentere mit katalog og mine nu 450 skuespillere. Havde nemlig været i Jyllands-Posten med en stor artikel, som jeg naturligvis havde klippet ud til fremvisning.

“Stop, stop, stop… Jeg må skynde mig at sige: Jeg kan slet ikke bruge dit katalog…”

Pause…?? Hvis tiden kunne gå i stå, så gjorde den det her…

“Men jeg kan bruge DIG, og så kan DU bruge dit katalog. Du skal nemlig hjælpe mig med at caste.”

… Og resten er historie. Jeg kom i mesterlære hos Nils Malmros, blev ansat af Nordisk Film og var ikke til at skyde igennem. Senere castede jeg også til “Kærestesorger”, og Nils var den første, som anvendte mit “CastSelv-system” til at caste til “Sorg og glæde”.

Tak Nils ;-)

Mvh Tommy Duus

Caster/ Branchevejleder