Et interview med en RIGTIG klassekammerat/ Historier fra virkeligheden

Et interview med en RIGTIG klassekammerat/ Historier fra virkeligheden

Som du sikkert har bemærket, er vi allerede i fuld gang med castingen til de næste sæsoner i rækken af den ULTRA populære børne- og ungdomsserie "Klassen". Ganske som det er tilfældet med div. Julekalendere, har vi altid en masse skønne ungdomsspillere med her fra DASK-online

Nu tager vi dig med bagom castingen og ser oplevelsen igennem øjnene fra en af vores børnestjerner, via vores lille interview med 12-årige Nanna Hermansen fra Odder, som spiller rollen som "Liv":


Hvor startede din interesse for skuespil og hvornår fik du en profil på DASK?

Faktisk siden jeg var helt lille, har min bror og jeg lavet rigtig mange små shows derhjemme. Han er sådan en festlig fyr, der er vildt god til at spille alle mulige instrumenter, finde på sjove ideer og har vildt meget udstyr til sådan noget. Han er også ret sej til skuespil. Så han bad mig altid optræde sammen med ham og bare FYRE den af. Vores forældre og familie har set overdrevet mange shows.

Da jeg blev 4 år tænkte min mor, at når jeg nu hele tiden var så glad for at optræde kunne det være at dans nok lige var noget for mig. Og det var helt rigtig valgt. Så jeg har danset lige siden, og jo været til mange shows og sådan noget. Jeg elsker simpelthen så meget når vi skal optræde.

Jeg kom med som danser i MGP i 2020 i et fyldt Royal Arena og nogle shows efterfølgende. Der fik jeg for alvor lyst til meget mere af den slags og ville virkelig også gerne lære noget om skuespil. I dans udtrykker du dig jo med kropssprog og mimik. Jeg ville også gerne sige noget. Så lige efter MGP2020 (februar 2020) fik jeg en profil på DASK. Jeg var faktisk også tilmeldt en teaterskole, men fik aldrig startet op, da Corona nedlukninger gjorde at det aldrig rigtig kom i gang. Men synes det har været så sjovt når vi skulle lave teater i skole og har gjort mig umage. Og når jeg har set forestillinger på Aarhus Teater, har jeg været helt opslugt og ønsket at det var mig der stod der. Ligesom jeg ønskede med MGP da jeg så det live i 2017. Der drømte jeg om at det var MIG der stod der på scenen, og så samlede jeg noget konfetti op efter showet som var mit lykke konfetti og gemte det på mit værelse. Og det virkede åbenbart ??


Har du altid været fan af KLASSEN?

Jeg har set ALLE sæsoner og episoder af KLASSEN. Jeg elsker den serie og synes bare der er sådan nogle gode emner, som jeg tror børn faktisk kan bruge rigtig meget i det virkelige liv.


Hvordan var din castingproces – er der noget du blev overrasket over undervejs?

Først skulle vi jo lave en casting hvor man fortæller om sig selv. En hvor man lige på 1 minut får skilt sig ud, og samtidig får vist det man kan og gerne vil. Jeg var godt klar over, at det her var noget rigtig mange børn drømte – og talte - om.

Ved den første casting video læste vi på DASK for at få nogle gode tricks og så tænkte jeg meget på at lave en casting der viste hvem jeg var, og som samtidig måske var lidt anderledes. Da jeg så blev kaldt til 2. casting, som var en hjemmecasting, mener jeg at det var her min mor havde læst, at en god casting video faktisk skulle kunne ses uden lyd, og at casteren så alligevel fik fornemmelse af ansøgeren i den anden ende. Så i min 2. castingvideo, kiggede vi også meget på min optagelse uden lyd for at se om min mimik var god.

Jeg øvede og øvede replikkerne. Øvede mig foran et spejl. Indtalte på min telefon, så jeg selv kunne få en fornemmelse af hvornår det lød rigtigt. Fik set en masse afsnit af Klassen igen, for at se hvordan de gjorde det. Det var en ny og ret spændende verden som ikke kendte vildt meget til. Jeg havde da godt nok stået foran kameraer og var også vant til at optræde med min dans. Men det her var alligevel anderledes – nok også fordi jeg vidste at der plejer at være rigtig mange ansøgere. Så jeg gjorde mig meget umage.

I 3. casting vidste jeg ikke hvad vi skulle, så det var lidt nervepirrende da jeg godt kan lide at forberede mig. Men også sjovt at det hele var ret impulsivt og jeg hurtig bare skulle finde på noget, når jeg blev spurgt.

Det blev til 4 casting runder i alt, og feltet blev mindre og mindre hele tiden. Til den sidste casting vidste jeg, at nu stod jeg faktisk blandt nogle af dem, der ville tone frem på skærmen efter sommerferien. Og jeg ville simpelthen bare have den rolle som karakteren Liv, som jeg var blevet introduceret til. Jeg følte næsten jeg kendte hende, for vi havde jo nogle ligheder. Jeg øvede mig så meget og har aldrig været så nervøs som ved casting nr. 4 og skulle samtidig virke helt cool. Ved den casting skulle vi prøve at spille sammen med en anden, for at se hvordan vi passede sammen.

Jeg blev nok mest overrasket over hvor dygtige casterne var. Selvom jeg var mega nervøs, så var de bare så gode til at få os til at være rolige, og man gik ud derfra og synes det var det fedeste ever. Også hvis nu jeg havde fået at vide, at jeg ikke var gået videre. Det var en rigtig god oplevelse. Og ja jeg blev jo også overrasket og vildt glad hver gang jeg fik at vide at jeg var gået videre. Og gjorde mig virkelig umage for at gøre det godt.


Hvordan reagerede du da du fik rollen og hvordan reagerede dine omgivelser?

Aj men jeg rystede fuldstændig og begyndte at græde. Jeg kunne slet ikke forstå at de havde valgt mig og kunne næsten ikke forstå at jeg faktisk var dygtig nok til at spille Liv, for jeg så jo også hvor vildt dygtige de andre var. Jeg er den yngste på settet.

Jeg skulle jo holde det hemmeligt, og havde kun fortalt til de allernærmeste i familien, når jeg gik videre i mine castings. Så vi var kun meget få der vidste det faktisk. Så det var meget svært at holde hemmeligt og især i sommerferien hvor mine venner ikke helt kunne forstå hvorfor jeg aldrig var hjemme, og hvorfor de dog aldrig kunne være sammen med mig. Men da jeg så måtte sige det lige ved 1. skoledag, der var alle sådan helt WOW agtige og jeg måtte vise billeder til nogen for at de faktisk kunne forstå at det var rigtig nok. Og det var rigtig rart at måtte sige det, og også sige undskyld for at jeg nok havde løjet lidt med undskyldninger, men nu vidste de hvorfor.

Alle var meget spændte på at høre om mine oplevelser og selvfølgelig se afsnittene. Og alle er bare så søde til at give mig gode kommentarer. Men jeg er jo bare som jeg altid har været, og derfor er det så fedt med dem der kender mig før det her. Der er alting jo bare som det altid har været. Min egen klasse på den skole hvor jeg går er simpelthen bare så gode, og det har heldigvis ikke ændret noget i vores måde at være sammen på.


Var optagelserne som forventet eller var der noget som overraskede her?

Jeg vidste godt at vi jo skulle optage 2 afsnit hver dag i alle ferier (vi optager det sidste i vinterferien), og at manus får man udleveret dagen før. Og det kan lyde lidt hårdt at skulle hjem og læse manus når man lige har optaget, og man egentlig bare også godt gad ned og bade i sommerheden. Men faktisk så har man bare sådan en energi der gør, at det er det fedeste, sjoveste og lærerige i verden. Der er nogle afsnit hvor man lige skal gøre noget man aldrig ville gøre i virkeligheden, og det er lige noget man skal øve sig på. Og så tænke at det er jo heldigvis bare skuespil. Alle er simpelthen så søde og selvom der godt kan være ventetid, så har vi hygget os så meget. Jeg er nok mest overrasket over hvor hurtigt det gik i sommerferien – pludselig skulle jeg hjem til Jylland igen og det var altså ret hårdt synes jeg.

Det var lidt grænseoverskridende de første gange jeg skulle lave en SYNC (tale direkte til kameraet alene), men man vænner sig hurtigt til det, og nu elsker jeg simpelthen at lave SYNC optagelser. Det er også vigtigt at huske kropssprog og liv i ansigtet, og mange andre ting. Men man bliver så fortrolig med det, at det bare bliver helt almindeligt og naturligt. Nogle gange synes jeg at min karakter Liv er lidt for meget, men jeg holder virkelig også meget af hende. Hun vil alting så godt og til perfektion, og sådan er jeg jo også selv.


Snakker du stadig med nogle af dine klassekammerater fra KLASSEN?

Vi er kun 3 fra Jylland, så jeg savner de andre fra castet rigtig meget. Vi har en snap gruppe hvor vi så snakker sammen, og så prøver vi at gøre noget sammen når der er mulighed for det. Når vi har fridage på optagelser, så kan vi godt lide at gå ud og hygge os sammen.


Hvad tænker du om tanken om at blive ”kendt”? Er der nogen der klæder dig på fra produktionen til den virkelighed?

Alle mine venner herhjemme kender mig heldigvis bare som Nanna og det er virkelig vigtig også at bare være helt almindelige mig som jeg plejer, og det kan jeg være sammen med mine venner og på min egen skole. Jeg tænker faktisk ikke så meget over det med at jeg bliver genkendt, men i starten skulle jeg lige vænne mig til at jeg bliver spurgt om billeder, eller om ikke det er mig der er med i KLASSEN. Men alle børn er simpelthen så søde, og jeg har ikke oplevet noget hate eller nogen der skriver noget grimt på SO-ME. Det er vildt hyggeligt at snakke med børn der ser serien, for det gør jeg jo også selv. Jeg tror mere jeg tænkte på det inden jeg søgte om jeg var klar til den del også, men nu hvor jeg er i det, så var det bare ligesom noget andet og nyt jeg skulle lære. Men jeg tænker ikke ret meget på det nu, og tager det bare som det kommer. Jeg er bare den jeg altid har været og gør det jeg plejer.

Produktionen har fortalt os om hvordan det er at blive et kendt ansigt og at vi selv skal mærke efter hvis der er noget vi ikke bryder os om, eller bede om hjælp. Også at der godt kunne være noget grimt imellem, men det har jeg heldigvis ikke oplevet. Vi kan altid ringe eller skrive til dem, hvis der er noget vi skal bruge hjælp til, og det er rigtig rart. De har også ringet rundt til os for at høre hvordan det går, efter afsnittene blev vist. Mine forældre hjælper lidt til med, at guide på SO-ME og hjælpe med svar hvis nogen spørger om noget jeg ikke lige forstår.


Hvad er dine ambitioner for fremtiden?

Jeg er slet ikke færdig med lave skuespil. Jeg har nogle drømme jeg håber bliver opfyldt hen ad vejen, og jeg vil i hvert fald gøre mig ligeså umage til castings som jeg gjorde til KLASSEN. Jeg vil rigtig gerne prøve film eller serie hvor man virkelig får prøvet sig selv af, ud i nogle scener der ligger langt fra en selv. Hvor jeg kan krybe helt ind i karakteren. Jeg vil også rigtig gerne starte på enten musical -eller teaterhold fra næste sæson og lære meget mere om skuespil og blive endnu dygtigere. Det kunne være vildt fedt at prøve en stor musical også. Jeg danser også på et hold hvor vi kvalificerede os til VM i hip hop. Men det blev aflyst pga. Corona – men kunne være lidt fedt at komme til VM og hive noget med hjem derfra.

Min ambition er at kombinere alt det jeg lærer i dans som udtryksform og så tage det med over i skuespillet - og omvendt.


Vi takker Nanna for at ville dele sine oplevelser, og tak til dig for at læse med herinde på DASK-online. Måske er det dig vi skriver om næste gang?

Mvh Tommy Duus

Caster/ Branchevejleder