Viden om: Statistlønninger - Det historiske perspektiv


dask nyhed
dette opslag på Facebook

Statistlønninger - Det historiske perspektiv

Deadline inden d. 1. januar 2024

Statistlønninger - Det historiske perspektiv

Statistlønninger - eller ikke lønninger - , har altid været til debat i den tid vi (DASK) har eksisteret, og var det sikkert også før vores tid (1999).

Som med alt andet i samfundet påvirkes vi (og filmproduktion) af politiske strømninger, ændringer i arbejdsmarkedsforhold, samfundskulturen, konjunkturer, udbud og efterspørgsel mv.

Folkeskolen og foreningslivet er eksempelvis heller ikke det samme som vi kender fra 00erne, 90erne, 80erne osv. Kan virke som en mærkelig sammenligning, men grundpræmissen er den samme. Når samfundet/ kulturen ændrer sig overordnet set, følger alt andet med og tilpasser sig de nye rammer, om vi er enige eller uenige.

Når vi kigger på statistlønninger - eller manglen - , skal vi tage fugleperspektivet og se hvilke ændringer der har været, som har påvirket markedet og kulturen i denne retning.

Helt grundlæggende er det budgettet på den enkelte produktion, der i sidste ende prioriterer udgifter vedr. statister i alle produktionsled også lønnens/ påskønnelsens størrelse til statisten i den sidste ende. Filmproduktion generelt er en meget broget størrelse, hvorfor man virkelig skal passe på med at sammenligne de forskellige produktionstyper. Det er en af de største fejlslutninger når debatten raser.

Man skal heller ikke drage sammenligning mellem skuespillere og statister, eller med budgetter og forhold på udenlandske produktioner. Det er direkte usammenligneligt.

Hver film sit budget, sit marked og sit formål. Det er en helt grundlæggende præmis. Derfor kan man ikke sammenligne 1-1, hvilket kan gøre det tæt på umuligt at gennemskue udefra, hvorfor en masse myter opstår.

Derfor tager vi i vores skriv her udgangspunkt i den længere fiktion som danske spillefilm og tv-serier. (Ikke kortfilm, reklamefilm, musikvideoer mv.)(Statistens perspektiv, ikke skuespillerens)


Filmens budget/ Finansiering

I tiden op til og omkring årtusindskiftet, blev film og tv produktion i Danmark i overvejende grad finansieret via støtte fra Filminstituttet, Tv midler, biografpenge og salg af VHS. Ud fra konkrete aftaler og skøn blev filmens budget lagt og herfra prioriteringen til filmens manges poster. Datidens spillefilm blev produceret over 12-15 uger og generelt med relativ få statister, som var timelønnede efter vejledende mindsteløn (ca. 90 kr. i timen)

I tiden efter årtusindskiftet skete der nogle radikale ændringer, som påvirkede filmbudgetterne.

I 80erne og for alvor i 90erne blev det at lave film gradvist hvermandseje. Det tekniske udstyr blev billigere og mange led i præ- og postproduktion blev lettere og derved billigere (Computere/ Kameraer/ internet). Man kunne lave gode film for færre penge. Hele Dogmeæraen og Dansk Films internationale succes, var bevis for at man kunne lave kvalitet som folk ville se med begrænsede midler.

En af konsekvenserne blev, at Filminstituttet (også af andre årsager) besluttede at langt flere produktioner skulle have gavn af de statslige midler der var til rådighed. Der blev oprettet flere forskellige mindre støtteordninger, så der kunne produceres flere smalle film til et stadig voksende marked og publikum. (Flere Tv kanaler)

Så selvom midlerne med årene også er blevet større samlet set og det (med forbehold) rent teknisk er blevet billigere at producere film i sin grundlæggende form, er der flere der skal deles om kagen. Det gør alt andet lige, at budgettet på den enkelte produktion bliver mindre, hvorfor alle undergrupper (heraf statister) var der hvor der også blev skåret ned. Ikke kun af nød, men også fordi den type film der skulle produceres fordrede flere statister. Hermed steg udgifterne også på posterne omkring statisterne (Kost/ Mask/ Koordinering/ forplejning/ ophold mv.)

Samtidig med disse ændringer, skete der noget samfundskulturelt. Reality-Tv kom til verden og med de formidlende platforme som DASK-online og senere Facebook, blev det også et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Det var med andre ord meget lettere at komme på skærmen og langt flere muligheder for det. Oplevelsesindustrien blev formet her.

Ikke at man fra produktionerne ønskede at gå fra statisttimeløn til påskønnelser (Først Vin, senere biografbilletter, efterfølgende gavekort til nu også symbolsk honorering), men man var nødsaget til det, - men når det så samtidig kunne lykkes at finde folk til den nye præmis, stod det ikke til at ændre. Lavere budgetter, teknologisk udvikling og udbud og efterspørgsel ændrede dette vilkår. - De frie markedskræfter.

Filmfinansiering i dag er meget mere kompleks end tidligere. Mange danske film bliver produceret andre steder i Europa, eller delvist. Ikke kun fordi det kan være billigere, men også fordi man har fået økonomisk støtte herfra. Ganske som tilfældet er med Danske produktioner som produceres rundt om i landet med støtte fra Film Fyn og Den Vestdanske Filmpulje fordi der også nu er kommunale penge i filmens budgetter. Budgetter i dag er sammenflettet meget forskelligt og fragmenteret end tidligere.

Men tiderne skifter, har du bemærket det?

Fra timeløn gik markedet helt i bund til påskønnelser med vingaver, som hurtigt blev afløst af en lang periode med biografbilletter og herfra en glidende overgang til gavekort og nu symbolsk lønnet. (Symbolsk fordi det ikke helt rammer den vejledende mindsteløn på 123,43 kr. i timen.)

Årsagen er streamingtjenesternes indtog. De kommer med en muskel og en kraft som presser budgetterne op og giver bedre økonomiske grundvilkår, fordi deres marked jo i princippet er hele verden (Tv-serier). Men det mudrer billedet fordi de smalle produktioner herhjemme stadig har mindre budgetter. - Lavere budgetter, presser tiden. Nu er det kutyme at spillefilm produceres på 5-6 uger, for at budgettet kan holdes. Det er teknologisk muligt, men presser produktionsfolkene og i sidste ende også oplevelsen nogle gange for statisterne.

Corona fik produktionerne til at tænke alternativt, hvorfor der blev brugt langt færre statister, men det ændrede også planlægningen og anvendelsen af de statister som så mødte. Mindre ventetid (ikke det samme som at sige at der ikke er ventetid) og nogle fik mange gange flere roller samme dag… og generelt kortere dage. I højere grad har man anvendt crowddobling og beskæring af billedet, for at spare statister grundet forsamlingsforbud. Det bliver spændende at se hvor meget af dette der er kommet for at blive.

Arbejdsmarkedet er grundet konjunkturerne også presset. Stort set alle brancher skriger på arbejdskraft, kraftig inflation, stigende renter. Den nye ferielov appellerer heller ikke til at man tager fri fra arbejde som tidligere. Resultatet er allerede at påskønnelsernes art og størrelse er ændret og at den symbolske løn, snart ikke længere blot er symbolsk men igen rammer mindstelønnen.

Præmissen skifter igen. De frie markedskræfter presser nu udbud og efterspørgsel som presser priser og lønninger. Vi står i en brydningstid, som vi fremadrettet vil kigge tilbage på.



Sådan ansøger du!

Ansøg opslaget fra din profil eller opret en ny.



Mvh Tommy Duus

Caster/ Branchevejleder


284 Sidevisninger