Viden om

Hvor finder jeg information om castings og auditions?


dask nyhed

Hvor finder jeg information om castings og auditions?

Deadline inden d. 1. januar 2023

Hvor finder jeg information om castings og auditions?

(Dette er et lille uddrag fra vores Castingbog "Casting og auditions for skuespillere og statister". Selvom bogen er ved at være gammelt (2009) holder indholdet stadigt, og vi har også ramt rigtigt med en række forudsigelser, men vi siger jo også så meget ??



Det at finde information om castings og auditions må siges at være grundlæggende for enhver skuespillers eller en statists arbejde, om det er teatret eller til filmen, om du er uddannet eller ej. At finde frem til jobbet er alfa og omega. Ved du ikke, hvor du skal lede, kan du selvsagt ikke søge jobbet og kommer derfor ikke i betragtning.

Det koster tid, sved og tårer at være opsøgende. Men som skuespiller eller statist skal du være indstillet på at gøre opmærksom på dig selv på den rigtige måde, hele tiden. Slapper du af, glemmes du, og nye kommer til. Det kræver en indsats at finde de rigtige job og lære de rigtige mennesker at kende.

Det man skal huske på er, at en skuespiller, uanset niveauet, langt det meste af tiden er freelance, dvs. ikke er ansat under faste kontraktforhold, som giver en fast indtægt igennem en længere periode. Skuespilleren skal derfor altid være opsøgende på nye opgaver, hvilket er en stor stressfaktor for langt de fleste. Mange ved ikke, om huslejen kan betales om et halvt år. Skuespillere med en uddannelse bag sig kan naturligvis modtage dagpenge i de perioder, de er uden arbejde, men det ændrer ikke ved, at det er opslidende hele tiden at være opsøgende, i arbejde og som arbejdsløs. En nutidig trend for professionelle skuespillere er at hyre en agent, som blandt andet har denne opgave at være opsøgende! Et amerikansk fænomen, som vinder indpas herhjemme blandt de største af vores skuespillere.

Skuespillere uden uddannelse kan ikke modtage dagpenge og arbejder ofte med alt muligt andet for at få råd til at eksekvere deres hobby og betale deres husleje. Et arbejde, som ikke altid fremmer deres muligheder som skuespiller, fordi de er langt mindre fleksible, er ude af træning og uden berøring med branchen og ikke har dyrket netværket. For skuespillere uden uddannelse (herefter omtalt som freelance skuespillere) er det i særdeleshed vigtigt at være opsøgende. De har ikke det vigtige netværk, som automatisk følger med en længere uddannelse. Det netværk skal de selv skabe og vedligeholde.

Tidligere var de hyppigste og mest anvendte informationskilder til skuespiller- og statistjob opslagstavler på teatre og i Brugsen, annoncer i avisen og brugen af tekst-tv, hjemmesider for teatre og produktionsselskaber og naturligvis mund til mund-metoden. Disse metoder er absolut stadigvæk anvendelige, og man bør bestemt lede alle disse steder.

De senere år er der kommet en lang række værktøjer, som gør det nemmere for freelance skuespillere på alle niveauer at finde information om skuespillerrelateret arbejde. Det er ikke ensbetydende med, at det er blevet lettere at finde arbejde, eftersom informationstilgangen jo er ens for alle.

Informationen er blevet strømlinet og lettilgængelig, hvilket fremmer konkurrencen betydeligt. Jeg hentyder naturligvis til databaser som DASK-online.dk (Dansk skuespiller katalogs hjemmeside), der samler skuespillerne og statisterne og præsenterer dem som en enhed over for dem, som søger skuespillere og statister.

Pointen med denne type hjemmesider er, at de (producerende) er mere opsøgende på dig, end du er på dem. Det kan altid anbefales at være registreret så mange steder som muligt. Jo flere gange man støder på dig, desto større er sandsynligheden også for, at du huskes, ses og kaldes til casting eller audition!

At finde information via aviser og tekst-tv osv. er den hårde metode, som ofte giver pote, hvis man anstrenger sig og ikke tager noget for givet. Metoden med databaser med formidlingsdelen er den lette og åbenlyse, men også den metode, der gør skuespillere på alle niveauer dovne og afventende. Fordi man er tilknyttet et bureau eller en agent for den sags skyld, skal man ikke hvile på laurbærrene. Så falder man i søvn, og så kører toget! Tag derfor selv ansvar for at være opsøgende. Better safe than sorry! Mange er af den opfattelse, at man er fritaget for at gøre noget selv, når man har en profil. Det er ikke tilfældet.

Søg job over hele landet, også i udlandet, du ved aldrig, hvor den næste gode kontakt ligger, som kan få dig videre og måske op på et andet niveau.

Du skal derfor altid være vågen, selv når du er i arbejde som skuespiller eller statist. I de perioder, du måtte være uden for arbejdsmarkedet, er det vigtigt, at du netværker og holder dig skarp ved at tage kurser med videre. Hovedparten af alle job kommer via dit netværk. Dette må ikke undervurderes. Skuespillere uden job er ikke nødvendigvis dårlige skuespillere, men dårlige til at netværke og forstår ikke at sælge sig til de rigtige.

Andre netværk vinder også frem som Facebook, MySpace, YouTube osv.


Anekdote
Ideen med DASK opstod i slut 90’erne, da jeg selv som amatørskuespiller havde ambitioner om at medvirke i filmproduktioner. Jeg havde selv en masse teatererfaring som skuespiller og instruktør, men havde aldrig prøvet at medvirke i en film. Jeg satte mig for, at det ville jeg prøve. Jeg fandt hurtigt ud af, at det tog meget tid og var temmelig bekosteligt. Først skulle jeg finde kilden, så skulle jeg finde den rigtige person, og så skulle jeg lave aftalen, hvorefter jeg skulle sende noget materiale. Materialet skulle laves og billederne tages. En proces der blev gentaget i det uendelige, og som jeg ikke fik noget ud af overhovedet.

Her startede mine overvejelser om, hvorvidt man kunne systematisere dette, så det blev let tilgængeligt for alle andre som jeg selv. For der var andre, mange andre med samme ambition og vision som jeg. Summen af alle ideer bag DASK kom så, da en tidligere bofælle, der læste medievidenskab, stod og skulle bruge skuespillere til sin eksamensfilm. Her fandt jeg alle rollelister med kontaktinfo med billeder frem fra programmerne, som jeg havde gemt fra de teaterstykker, jeg selv havde medvirket i eller instrueret.

Det viste sig at være et brugbart værktøj, som også blev fremgangsmåden for hans medstuderende.

I starten (1999) var DASK et fysisk katalog, hvoraf navnet Dansk Amatør Skuespiller Katalog opstod og heraf forkortelsen DASK. Hurtigt meldte der sig en række skuespillere, som ikke ville forbindes med amatørerne, hvorfor jeg ændrede navnet til Dansk Skuespiller Katalog, men kunne stadig beholde den kække forkortelse.

Året efter, efteråret år 2000 gik vi online, og DASK var det første online casting- og formidlingsbureau i Europa. Siden er der fulgt en række formidlingsbureaer, som ikke varetager castingdelen, men blot er formidler af opgaver. Castingbureauer har der været siden filmens spæde start!

Med disse databaser og bureauer synes verden nemmere for skuespillere og statister, men er det faktisk ikke. Nu er der bare flere at kæmpe imod, da informationen er tilgængelig for de fleste. Informationssøgningen er blevet nemmere, men ikke adgangen til castingen eller jobbet!



Sådan ansøger du!

Ansøg opslaget fra din profil eller opret en ny.



Mvh Tommy Duus

Caster/ Branchevejleder


4951 Sidevisninger