Journalistambitiøs Skrivetalent vinder essaykonkurrence om skuespillerdrømme

Journalistambitiøs Skrivetalent vinder essaykonkurrence om ”Skuespillerdrømme”

Vi dykker her ned i nogle af de utrolige oplevelser vi har haft igennem vores 21 år med DASK-online. Nogle historier er bare så gode at de kan fortælles igen og igen ;-)

Her kommer en af dem ;-)



Tao Malte Ask Andersen. En blot 15-årig dreng fra Skanderborg med journalistambitioner har gjort det helt utrolige. Vundet en landsdækkende essaykonkurrence om ”Skuespillerdrømme”, blandt knap 500 andre. Han har ikke bare vundet, men var en klasse for sig, til trods for at han kæmpede mod unge der var væsentlig ældre end ham selv.

”Vi har med et skrivetalent af usete dimensioner at gøre her, udtaler Tommy Duus, der har udskrevet konkurrencen gennem Dansk skuespiller katalog og fortsætter. ”Jeg har gennem årene afviklet en lang række essaykonkurrencer i forbindelse med vores filmskuespillerskoler og gennemlæst omkring 3000 essays om emnet, men dette er det absolut bedste og mest velskrevet jeg endnu har modtaget. Det er slet og ret uden sammenligning, og drengen er bare 15 år. Hvad kan det ikke blive til”.

Tao udtaler selv at det er journalistvejen der i øjeblikket ligger i karrieretankerne, et scoop for enhver redaktion skulle man mene. Tao er da også allerede freelanceskribent for et computermagasin. En anden af Taos store interesser.

Konkurrencen er udskrevet af Dansk skuespiller katalog i forbindelse med lanceringen af en bog om Casting & Audition som snart er i handlen og Taos Essay er en del af udgivelsen. I sit essay filosoferer Tao med tankerne om skuespillerdrømmen og virkeligheden, eller måske bedre beskrevet via juryens egne ord (Skuespillerne: Sofie Lassen-Kahlke, Mira Wanting og Jon Lange):

Tao Andersen - Et intelligent, yderst interessant og velskrevet essay fortjener førstepladsen. Konkurrencens udfordring går på at reflektere over unges skuespillerdrømme, og ingen får vendt så mange aspekter og nuancer af den drøm, endsige får behandlet dem alle med så megen respekt og saglighed som Tao Malte Ask Andersen. Især Taos behandling af den identitetsforvridning der kan opstå midt i den spirende drøm er imponerende. Han begrænser sig ikke til jeg-formen eller til at beskrive de ydre faktorer der spiller ind i den forstillelse, der ofte kommer til udtryk i unges syn på medieverdenen - hele afsnittet om hvordan grænsen mellem skuespilleren og tilskueren opløses er en formidabel beskrivelse af noget uhåndgribeligt, men ikke desto mindre dybt essentielt for den seriøse skuespiller. Og midt i al denne destilleren af kunstens væsen - i den begrænsede form et essay nu præsenterer - holder Tao Malte Ask Andersen fødderne på jorden og fortæller os what is what. Vi håber at dette essay bliver påtvunget læsning på filmskuespillerskolerne i DASKs regi. Der er stof til eftertanke.

”Jeg vælger simpelthen at trykke dette lille mesterværk i min kommende bogudgivelse om casting og audition. Det er så genialt formuleret at jeg selv efter 10 år i branchen ikke kunne have beskrevet det bedre”, slutter Tommy Duus med stor begejstring. ”Denne dreng har en stor fremtid foran sig, om det er som journalist eller professor, hans valg bliver en berigelse der hvor han ender.


Læs Taos værk her...

Skuespillerdrømme

I de magiske øjeblikke forsvinder alle barrierer. Grænsen mellem scene og sal, fiktion og virkelighed – selv tidens grænse forsvinder, og alt bliver til et levende nu.

Skrevet af Tao Malte Ask Andersen

Skuespillet rører folk. Det er jo det, det hele handler om. At blive rørt. Og netop derfor har der også altid været utroligt mange holdninger til skuespilkunsten. Platon anså skuespil for farligt forførende, Aristoteles derimod så det som forløsende. Måske er det bare to sider af samme mønt.

Skuespillerdrømme har flere lag. Der er f.eks. det psykologiske lag, der, hvor der er nogle behov, der skal opfyldes, nogle ting, der skal bearbejdes eller nogle ting, der skal opnås. For nogle er accepten, anerkendelsen, eksponeringen, forgudelsen det vigtigste - for vi har jo alle set tilbedende fans og deres mål: divaerne og actionheltene.

Vi har set de røde løbere, de dyre Limousiner og oscarstatuetterne - og vi har forestillet os, hvordan det vil være at leve det søde liv i luksus. ”Name, fame and money.” Det er stærke kræfter, der bliver vækket i det slumrende menneske. Vi kan som bekendt se, hvor mange, der nærer ønsket om at træde ud af anonymiteten og nå berømmelsen. Når man ser i rækkerne af folk, der stiller op til realityshows, X Factor og andre talentshows, er der en alt for stor gruppe af mennesker, der tilsyneladende lever i manglende selverkendelse af grænserne for deres formåen, men lever med en dybsort længsel efter anerkendelse og med et håb, der burde være sendt i en helt anden retning. Og det er ulykkeligt. De burde have nøjedes med at stå med hårbørsten som mikrofon derhjemme i værelset og nøjedes med de tusindvis af imaginære tilskuere, der findes i dét rum. Imidlertid valgte de alligevel at træde ind i det offentlige rum, og bliver på den måde genstand for en eller anden form for ydmygelse, som sikkert ikke er første gang i deres liv. Fordi de ikke har situationsfornemmelse, men er vokset op i et samfund og en kultur, hvor individualismen er i højsædet, hvor man skal markere sig og være noget særligt, noget unikt eller bare være lidt lækker. Disse himmelstormere bliver ikke kærligt korrigeret og risikerer det bratte fald fra stjernerne og direkte ned i vanærens kåbe. Der burde være nogle velmenende familiemedlemmer, venner eller andre, der så den higen efter berømmelsen, efter at blive set og få lov at optræde på det hvide lærred og standsede denne selvdestruktive færd i stedet for at opmuntre den. Nogle mennesker er ikke skabt til ekstraordinalitet, de har bare ikke den uidentificerbare x-faktor, men har nogle helt andre ressourcer. Men det er ikke det, vi bliver fortalt. ”Life’s about film stars and less about mothers” synger Lily Allen. Trenden i vores generation er at stræbe efter hæder og at skille sig ud fra den store mængde af gemen almindelighed. Der er intet galt med drømme og store ambitioner. Det er kun godt, at vi unge mennesker tør ’tage scenen’ i langt større grad end generationerne før os. Man skal bare ikke vælge skuespillerkarrieren, fordi den er et skridt på vej til at udleve berømmelsesdrømmen. Man skal ikke stræbe efter begrænsede drømme. Jeg husker tydeligt konfirmationsforberedelsen, hvor præsten fortalte os lignelsen om sønnerne, der hver især fik nogle penge, og som handlede vidt forskelligt med deres penge; én brugte dem alle, én investerede dem, én gravede dem ned osv., og som symbolsk handlede om, at man ikke skulle grave sine talenter ned, men i stedet gå ud og investere dem, så de udvikles.

Men alle disse mediefikserede skuespillerdrømmere er måske i virkeligheden ikke et stort problem for den branche - de bliver nok bremset ved castings og på dørtrinnet til skuespillerskolerne. Jeg tror, der skal være noget inderligt for at blive udvalgt. En medie- og berømmelsesdrøm er ikke nok. De vil få alt for store problemer undervejs, fordi selviscenesættelse søger ros og beundring - og hvis selvopfattelsen afhænger af spejlet i form af publikum, anmeldere, så er ens identitetsgrundlag i fare. Det bliver en eller anden form for luftspejling. Teenagere er i forvejen disponerede for at være afhængige af, hvad andre synes om dem. Som en indskudt bemærkning er det i grunden lidt selvmodsigende, at vi, samtidigt med at stræbe efter at være noget helt særligt, har en trang til at være som disse i forvejen ’særlige’ personligheder, som celebrities jo er. Så er man jo stadig ikke unik! Måske er trangen til anerkendelse og berømmelse et symptom fra en generation, der er vokset op med deres forældres omnipresente videokamera og ofte misforståede opmuntring. Det er en balance forældre skal mestre om på én måde at nære deres børns drømme, og fortælle, at alting er muligt, og samtidigt være realistiske og bevare jordforbindelsen. For jeg mener jo dybt inde, at alting er muligt, men der skal være noget at bygge det på - et talent, en dybere eller højere mening, en vision... og det er svært, for vi lever på en måde i en celebritykultur, hvor håbet om at opnå stjernestatus blomstrer, og hvor ingen efterhånden ved, hvor det stammer fra - om det er fra forældrene, fra børnene, de unge selv, fra medierne, fra underholdningsindustrien eller hvad.

En meningsmåling fra det amerikanske institut Pew fastslår, at medlemmer af den såkaldte Y-generation – den generation, der er født siden begyndelsen af 1980erne – vægter rigdom og berømmelse højere end alle andre mål i livet. 81 procent siger, at livet handler om at blive rig, 51 procent siger, at det handler om at blive berømt. Kun ti procent mener, at målet med tilværelsen er mere spirituelt end økonomisk, og dobbelt så mange unge udtrykker beundring for celebriteter frem for politikere og andre meningsdannere. Dobbelt så mange unge i dag mener, at penge og berømmelse er ”meget vigtigt” som for en generation siden, og halvt så mange mener i dag, at det er ”meget vigtigt” at ”udvikle en filosofi for sit liv”. Derfor er de parate til at gøre store ofre for drømmen om det store gennembrud.

Et andet lag af skuespillerdrømmen kan være, at det er en fantastisk måde at bearbejde ting på. Jeg tænker for eksempel på Mia Lyhne, der for nyligt i TV2’s portrætprogram, Stjernerne på slottet, fortalte, hvordan hun altid har følt sig pinlig gennem sin opvækst i et kollektiv. Siden har hun praktisk taget ikke spillet andet end pinlige roller. Måske bearbejder hun i virkeligheden pinligheden fra sin barndom, men hun gør det på en måde, så hun når ud over rampen til en masse mennesker, der genkender sig selv og griner med. Det bliver ikke på den selvoptagede måde, i modsætning til de folk, der sigter mod berømmelsesvejen. De har brug for, at det er dem, der bakkes op, beundres, hyldes – dvs. at de uheldigvis skal have energi tilført fra tilskuerne og ikke omvendt. Selvfølgelig skal energi altid gå begge veje, publikum skal give noget op til scenen, for at det kan lykkes, for at noget stort kan opstå - men det skal ikke være det, der er formålet. Formålet er efter min mening, at strømmen skal starte den anden vej - der skal være et budskab fra scenen og en formidling, som man bliver grebet af.

Og her kommer vi ind til et dybere lag af skuespillerdrømmen. Dybt nede mener jeg, der må findes en form for ’selvudfoldelses-lag’ eller hvad man kan kalde det. Et behov for at nå ud. Det er en energi, der går udad, fra noget dybt inde i mennesket, som rører os andre. Det er her skabelsen kommer ind i billedet, fortællertrangen, kunsten, forførelsen. Her skabes kraftfeltet, de stærke øjeblikke. Her kommer den ægte kunst, som berettiger alle de talentshows, fordi de mennesker, der har den kraft, skal findes.

Peter Mouritzen beskriver i et interview, hvordan drivkraften er det ’at leve i en litterær, dramatisk og magisk verden med scenelys og det hele’. Han beskriver længslen efter at lave et lille stykke, der kan have en kraft, der rækker ud over nuet, en lille forrykkelse, som virker stærkt på andre mennesker. At det er som at skabe et lille kraftfelt. Og i dé magiske øjeblikke forsvinder alle barrierer. Grænsen mellem scene og sal, fiktion og virkelighed – selv tidens grænse forsvinder, og alt bliver til et levende nu.

I dé øjeblikke lever alting, ligesom med et puslespil, hvor alle brikkerne pludselig falder på plads, så du ikke kun kan se hele billedet, men også hvad billedet gemmer. Her bliver du som publikum åndeløs, for her er du blevet ramt på noget essentielt, hvor man ikke kan mærke, om skuespillet foregår oppe på scenen eller inde i dig selv. Netop fordi du er en del af det og er blevet opslugt i den verden. Her kommer ordet autenticitet ind.

For at blive en dygtig skuespiller kræves en eller anden form for indlevelse, at man er parat til at arbejde for at udvikle et personligt udtryk, at man er parat til et møde med sig selv, sine inderste tanker og følelser. En form for modenhed og kompetence, som man også kan have som helt ung. Samtidigt med, at det er leg.

Konkluderende kan man sige, at skuespillerdrømme er hverken gode eller dårlige. De har rod i mange forskellige lag i mennesket, og de ændrer ikke på alt det dårlige i verden. Men drømmene, uanset hvilken form eller retning de har, kan være med til at bringe os et skridt i den rigtige retning. Og uden forudgående drømme er der absolut ingenting, der ville være blevet

Mvh Tommy Duus

Caster/ Branchevejleder