Arkiverede opslag

Interview med kreativ direktør Tommy Duus, Dansk Skuespiller Katalog


dask nyhed

Interview med kreativ direktør Tommy Duus, Dansk Skuespiller Katalog

Deadline inden d. 1. januar 2020

Interview med kreativ direktør Tommy Duus, Dansk Skuespiller Katalog

I et online-interview, april 2020, hvor en gruppe projektstuderende fra Mediefag, Aalborg Universitet deltog, blev Tommy Dusk udspurgt om forretningsmodeller for casting og om de erhvervsmuligheder, der kunne ligge i branchen for studerende. Det kan allerede indledningsvist konkluderes fra interviewet, at mediebranchen generelt frembrød store muligheder, hvorimod casting-firmaer er få og små i Danmark; men selve casting- og audition-funktioner i mediebranchen var vigtige, også hvad angår reklameproduktioner. Tommy Duus var meget interesseret i et fast samarbejde med universitetet om praktikanter i sit firma.

Interviewet med Tommy Duus giver et inspirerende indblik i iværksætterstart af egen virksomhed inden for mediebranchen drevet af en passion for skuespil og film. I løbet af interviewet beretter Tommy Duus om sin digitalisering af auditioner, og de fordele der ligger i online casting. For studerende, der i løbet af deres studie har arbejdet digitaliseret, og som har uddannet sig deri, vil der således være erhvervsmuligheder inden for en fortsat digitalisering af medieområdet og -branchen. Her er det en klar anbefaling fra undersøgelsen, at mediestuderende, med karrierefordel, kan profilerede sig som digitaliseringskompetencer inden for deres fag.

DASK - Dansk Skuespiller Katalog
Dansk Skuespiller Katalog har eksisteret i 21 år, siden 1999, grundlagt og drevet af Tommy Duus. Han fortæller, at hans virke er multifunktionel: ”Caster, statistkoordinator, coach, mentor, og det hele kalder jeg kreativ direktør.” Duus beskriver sin indgang i branchen og som iværksætter ud fra sit ønske som skuespiller om at komme med i filmproduktioner, men spørgsmålet var hvordan, og svaret var det uklare: ”Telefonbogen, Lokal for Aarhus”. De første kontakter kom i Aarhus Filmværksted, og her opdagede han, at der var et kæmpebehov for skuespillere: ”Ikke bare uddannende skuespillere, vel at mærke. Og derfra opstod ideen, og så kastede jeg mig ud i det uden at vide noget som helst. Det har været en learning-by-doing-proces hele vejen.”

Tommy Duus beskriver problemstillingen omkring casting som ”at finde den rigtige skuespiller til rollen. Der er forskel på produktionstyper, og der er forskel på roller. Udfordringen er altid at finde den rigtige skuespiller – ikke den dygtigste skuespiller – og det er ret komplekst, og jo større rolle, man skal finde skuespilleren til, desto mere kompleks er det også.”

”Det der har været spændende, er udviklingen fra jeg startede, til der jeg er nu. Da jeg startede, skulle jeg ud med et kamera og lave prøvefilm, også sætte sig ind i det tekniske ved filmoptagelser og lydoptagelser. Det var en stor investering, inden min virksomhed var oppe at køre. Ved åbne casting er det er enormt arbejde med mange timers råbånd, der skal kigges igennem. Når jeg har castet tusind mennesker, har jeg mange timers råbånd. At se det igennem, og registrere og sortere det i mapper, er fuldstændig uoverskueligt. Det er jammerligt. Det nye nu, er at få folk til at caste sig selv derhjemme. En problemstilling var, at når man får en skuespiller ind til en casting, er skuespilleren nervøs. En stor del af en fysisk casting går med at afhjælpe denne nervøsitet. Jeg skal kunne se igennem, hvad der er nervøsitet, og hvad der ikke er. Det er meget svært, og casterens rolle er at snakke skuespilleren til ro. Ved åbne castings, hvor man kun har to minutter, er det praktisk umuligt. Når man optager sig selv derhjemme, kan man bare lave en ny optagelse i ro, hvor man er tryg i sit eget hjem. På denne måde sparer jeg også meget tid, og set fra min side, kan jeg samle alle videoerne, og de er kategoriseret med det samme i forskellige mapper. På den måde kan jeg caste mange hundrede.

Til Tinkas Juleeventyr fik jeg 800 self-tapes ind i mit system. Jeg kunne kigge de interessante igennem på fire timer. De blev sendt videre i systemet i en mappe til seriens caster, som hun fik adgang til. Hun kunne se igennem med seriens instruktør, og de kaldte derfra folk ind til fysisk casting. I stedet for at caste 3-4.000 piger til Tinka-rollen, og man valgte at caste en 40-stykker fysisk, og man kunne koncentrere sig om de rigtige fra starten.” Den vigtigste ændring i DASKs historie er fra fysisks til online casting.

Siden 2016 er der kun castet online. Strategien har hovedvægt på det digitale og virtuelle i hele casting-processen, også hvor aftagerne deltager i den. Yderligere arbejder DASK med oprettelsen af en statisk-database, hvor statist-koordinatoren har adgang til den. Og vel og mærke med aflønning i penge til statisterne, ikke bare en biografbillet som honorar.

DASK har mere end 30.000 profiler, men de 29.500 kan kaldes ”drømmere, eller døgnfluer”, der ikke holder fast. De sidste 500 er meget vedholdende, de fleste af dem er mænd. De satser motiverede på at blive skuespillere. Der er typisk 20-30 oprettelser af skuespillere i databasen hver dag. Ambitionen er 25.000 aktive medlemmer. I 2019 skaffe DASK 8.000 jobs. DASK lægger opslag om stillinger op på sin website og i Facebook. De fleste finder DASK på Google, fx ”Skuespillere til kortfilm”, og opretter sig derefter i DASK. Søgemaskineoptimering er et vigtigt redskab. Dask arbejder sammen med 400 faste produktionsselskaber, og hertil kommer andre rekvirenter. Et område er også statistroller, fx aktuelt en serie til HBO. DASK har castet til Starwars i 2013, og ud af de 80.000, der blev castet på verdensplan, gik 660 videre til en casting med co-reading foran instruktøren. Seks af disse var fra DASK. Historisk har DASK arbejdet med Nils Malmros, nyere er julekalendere, og helt nyt spillefilmen Undtagelsen. Det er sjældent hovedroller, som DASK caster til. De bliver ikke slået op; men er castet i forvejen af filmens instruktør fra instruktørens faste ensemble. DASK er dog stærk med børneskuespillere til hovedroller, og til mindre roller end hovedroller, typisk med to-tre replikker. DASKs hovedområde er produktioner i Jylland.

DASK er aktiv online og har en website med hyppige nyhedsartikler, Facebook og Instagram, og Tommy Duus er ved at skrive en fortsættelse til sin første bog fra 2009, Casting og audition for skuespillere og statister.

Om erhvervsmuligheder for skuespillere
”Wannabe-skuespillere er et rakkerliv, man er hele tiden på jobjagt, skal sælge sig selv, netværke, og man ved ikke, hvornår det næste job kommer. At være skuespiller handler om at tjene penge; men mange af de jobs, der findes i DASK, er ulønnede. Den eneste jobtype, der betaler, er reklamefilm. Man kan ikke være med i mange reklamefilm, for skuespilleren er salgskanalen. Man kan ikke reklamere for et andet produkt. Når man har fået 25.000 kr. for at være med i en reklamefilm, kan man ikke være med i andre resten af året. En rolle i en spillefilm eller en tv-serie kan også give gode penge, hvis man er med i flere; men det er kun professionelle skuespillere, der får den slags roller, ikke opkommende skuespillere. Man er i en fase, hvor man studerer og har et arbejde ved siden af. Man er typisk i 20’erne. Når man skal stifte familie, har man brug for en fast indkomst, og man dropper skuespillerkarrieren, når man er først i 30’erne. Med et fleksibelt job, går det bedre. Som skuespiller skal man ikke satse på én hest. Man kan fx ikke leve af at være filmskuespiller eller af at være teaterskuespiller. Du skal både lave filmskuespil, du skal lave teater, du skal undervise, du skal underholde, lave kurser i virksomheder, undervise i kropssprog eller kommunikation. Der er så mange måder, man kan tjene penge på som skuespiller. Danmark er for lille til at satse på ét ben. Mange skuespillere spejler sig i USA og England, men de kulturer er totalt anderledes. Der bliver produceret mere i London på én dag, end der bliver produceret i Danmark på et år. Og så er der også uden for London. Man skal også være realistisk. Min rådgivning til skuespillere er: Du skal ikke jagte din drøm, du skal jagte de næste jobs. Det er det næste job, der er realistisk. Med mange af de næste jobs, kommer du tættere på din drøm.”

”Jeg har lavet min egen uddannelse, som jeg kalder DNA: Den nye autodidakte skuespilleruddannelse. Det handler om hele tiden at finde motivation til det næste job. Handleplaner og selvtræning. Man skal gøre en indsats for at få en rolle. At være med i universitetskortfilm er guld værd for skuespillere. Det er et gratis kursus. Learning by doing.” Tommy Duus pointerer, at det er den form for networking fra bunden af, der kan starte en egentlig lønnet skuespillerkarriere, idet en ung opstartende instruktør vil fortsætte med at bruge det ensemble, hun kender fra sine tidlige produktioner. Fx Thomas Vinterberg bruger sit faste ensemble. Sofie Graabøl, fx, er autodidakt skuespiller, der startede som barneskuespiller i Barndommens gade. ”At være børneskuespiller er en god begyndelse. Massevis af erfaring fra kortfilm er nødvendig. De ved, at det er nødvendigt at møde op til optagelse fem dage i træk i regnvejr, at kunne replikkerne, og deres forældre støtter dem.”

Tommy Duus redegør for en skuespillers forberedelse til en casting og giver en række gode råd om forberedelse, research om instruktøren og hans øvrige produktioner med eksemplet Nils Malmros, som han castede for.

”Skuespilleren skal sætte sig ind i den relevante genre, da der er stor forskel på skuespil til komedie med komisk timing, socialrealisme eller en thriller. At overspille til en casting er en reel fare. En skuespiller kan gå ind på Ekkos shortlist eller YouTube for at se, hvad instruktøren har lavet før. Det giver et godt udgangspunkt til en casting at man kan fortælle ved begyndelsen at man har set disse ting. Man kan sammenligne med en jobsamtale. Man skal vide, hvilket job det er, du søger og hvilken virksomhed, det er, du søger i. Man skal også forberede sig, når man har fået replikker udleveret og øve sig på dem.” Tommy Duus fortæller om en ofte forekommende forskel på mænd og kvinder. Kvinderne kan replikkerne udenad, og mændene improviserer ud fra dem, for de kan ikke replikkerne overhovedet. ”Her kan kvinderne faktisk lære noget af mændene. De er lettere at arbejde med ved en casting. En mellemting og balance er godt.”

Der er regionale forskelle på skuespilleres vilje til at rejse, fortæller Tommy Duus. Københavnere er ikke villige til at rejse til Jylland til optagelser, da de fleste roller alligevel findes i København. Jyder, derimod, rejse gerne land og rige rundt efter en rolle.

Casterens rolle
”Skuespilleren skal altid se casteren som en ven. Som en advokat og en coach. Jeg vil altid vise det bedste af en skuespiller til en instruktør.” Tommy Duus beskriver sin rolle som at smalltalke med en skuespiller, så hun bliver tryg, og at kvindelige castere egentlig er bedre til dette. At skabe tillid er afgørende, fortsætter han.

Som caster kæmper Tommy Duus med forventningsafstemning, idet han skal gøre skuespillere opmærksomme på, at antallet af roller, de kan få, er mindre end det, de ønsker, og at det næste skridt fra en kortfilm ikke er en spillefilm. Der skal 100 kortfilm til før en spillefilm. En skuespiller skal blive så erfaren, at hun altid kender framing og ved intuitivt, hvad rollen indebærer, så hun fx ikke overspiller i forhold til at være i en total eller i en close-up. Kurser hjælper på denne erfaringsopbyggelse.

En skuespiller skal til gengæld også være aktiv over for casteren og holde kontakt og sende videofilm til ham. En skuespiller skal pleje sit netværk og være opsøgende. ”Der må ikke gå X-Factor i den!”

En caster fra en produktion, fx til en tv-serie, ringer typisk til Tommy Duus og efterspørger en bestemt type, og ud fra sit kendskab til sine skuespillere anbefaler han da emner til rollen. Der kan han se efter i sine Cast-selv-videofiler. Og han kender dem selv fra sine skuespilleruddannelseskurser. Tommy Duus fortæller, at han i København i branchen kaldes for ”Det jyske fatamorgana”.

Erhvervsmuligheder for unge
Tommy Dus har været glad for praktikanter fra Mediefag, AAU og vil gerne fortsætte en sådan ordning med den gode sparring, han fremhæver, det medfører.

Tommy Duus anbefaler kombinerede erhvervsmuligheder inde for mediebranchen med synenergi mellem de forskellige arbejdsfunktioner for den enkelte person, således at de alle kan brande hinanden hos personen og sammen skabe et netværk og en indtægt. Det fremgår af hans fremstilling, at digitale kompetencer, computional thinking som det kaldes, er en nødvendighed, når man vil ind i casting-branchen specielt og mediebranchen bredt. ”Inden for filmbranchen har du brug for alle mulige kompetencer: lyd. lys, kamera, instruktion, runnere. Der er et hav af muligheder inden for filmproduktion, færre inden for specialiseret castingbureauer i Danmark.” Skuespillererfaringer i sig selv giver kompetencer i mange erhvervsområder som kommunikatorer og ledere.



Log ind for at læse mere!





Mvh Tommy Duus

Caster/ Branchevejleder


125 Sidevisninger